Voldgiftsnævnet har den 25. januar 2024 udgivet et praksisnotat. Formålet med notatet har bl.a. været at øge gennemsigtigheden med processen for gennemførelse af syn og skøn i voldgiftssager. Derudover har det været ambitionen, at Voldgiftsnævnet opnår en ensartet forvaltning af praksis, uanset om afgørelser træffes af Voldgiftnævnets sekretariat i sager om isoleret bevisoptagelse, juridiske dommere på nævnets vegne i "A-sager" eller af voldgiftsrettens formand i voldgiftssager - "C-sager".
Notatet vil derfor blive et vigtigt redskab i Voldgiftsnævnets eget arbejde, men i lige så høj grad for de rådgivere, der bistår virksomheder med tvistløsning i entreprisesager.
Denne artikel har til formål at beskrive notatets relevans i en grønlandsk kontekst og hvilke overvejelser, bygherrer og entreprenører bør gøre sig i den forbindelse.
Det mest anvendte aftalesæt i Grønland, Fælles betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed i Grønland (AP95), har i § 45 en henvisning til, at begæring om syn og skøn skal fremsættes til Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. En særlig grønlandsk modifikation hertil er dog, at begæringen skal indgives til Voldgiftsretten i Grønland, hvis ikke betingelserne i § 47 er opfyldt. Sidstnævnte bestemmelse forudsætter blandt andet, at begge aftaleparter skal have domicil uden for Grønland, for at sagen kan anlægges ved Voldgiftsnævnet. I praksis udgøres størstedelen af bygherrerne i Grønland af Selvstyret, selvstyreejede selskaber og private aktører - alle med domicil i Grønland.
Anordning nr. 461 af 9. september 1975 om ikrafttræden for Grønland af lov om voldgift er af ældre datering, og indeholder ingen udførlige bestemmelser om processen for gennemførelse af syn og skøn. Desuden indeholder anordningen ingen henvisning til lovvalget for de processuelle regler. Dette sammenholdt med lovvalgsbestemmelsen i AP95 § 1, stk. 7 (som angiver at såvel dansk og grønlandsk ret skal finde anvendelse), medfører, at der kan opstå stor tvivl om hvilke regler, der reelt gælder for behandling af syn og skøn.
Vi anbefaler på baggrund af ovenstående, at bygherrer og entreprenører aftaler, at AP95's tilføjelser til §§ 45 og 47 fraviges, men at selve voldgiftssagens behandling sker i Grønland. Herefter vil parterne opnå adgang til et moderne regelsæt, som i højere grad afspejler de behov, som entreprenører og/eller bygherrer efterspørger i dag. Samtidig medfører fravigelsen, at parterne kan henholde sig til Voldgiftsnævnets praksisnotat.
I rets- og voldgiftssager tillægges skønserklæringen stor betydning som bevismateriale og udgør et centralt og væsentligt bevismiddel for den part, der skal løfte bevisbyrden for fejl ved entreprisearbejder, projekteringsfejl eller andre tekniske aspekter i byggeriet.
Henset til vigtigheden af skønserklæringen, har parterne - herunder deres rådgiver og advokater - haft tendens til at fremsætte talrige formelle indsigelser mod den anden parts spørgsmål til skønsmanden. Praksisnotatet angiver nu en række udgangspunkter, men opstiller ligeledes begrænsningerne til disse. Dette vil formentlig betyde, at parterne i højere grad kan begrænse deres formelle indsigelser, hvilket vil få stor betydning for voldgiftssagens behandling. Sagen vil dels blive billigere i udgifter til rådgivere, men vil også kunne gennemføres mere effektivt i en tidsmæssig kontekst.
I Grønland må sidstnævnte parameter være af særlig stor betydning for parterne, idet byggeperioden grundet vejrforhold er meget kortere end i f.eks. Danmark.
Højesteret udtalte i en sag fra 2013 om mangler ved fast ejendom, at en part i udgangspunktet ikke var afskåret fra at fremlægge fotodokumentation for en skønsmand. Det er blot et krav, at fotodokumentationen udelukkende angiver de faktiske forhold.
Efter Højesterets afgørelse, var det uklart, hvilke undtagelser (hvis nogen overhovedet), der gjaldt. Voldgiftsnævnet har i forbindelse med notatets udarbejdelse forsøgt at opstille en undtagelse med henvisning til en tidligere afsagt kendelse.
Af den refererede kendelse fremgår det, at en bygherre ønskede at fremlægge fotodokumentation for en skønsmand. Fotodokumentationen illustrerede alene de faktiske forhold på ejendommen. Bygherren havde flere muligheder for at lade skønsmanden besigtige den pågældende ejendom, men undlod at iværksætte besigtigelsen. Dette medførte, at fotodokumentationen trådte i sted for en reel besigtigelse. Voldgiftsnævnet fandt på den baggrund, at fotodokumentationen ikke kunne fremlægges for skønsmanden.
Ovenstående er et glimrende eksempel på notatets anvendelse, idet vi advokater vil få nemmere ved at vurdere, hvorvidt det giver mening, at bruge tid og penge på en formel indsigelse.
Du finder et direkte link til Voldgiftsnævnets praksisnotat her.
Hvis ovenstående artikel giver anledning til overvejelser om formulering af fravigelser til AP95 i et aftalegrundlag, praksisnotatet eller spørgsmål af generel karakter, er du mere end velkommen til at kontakte advokat Rasmus Krogshave.