Konkurrenceretten har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence til gavn for virksomheder og forbrugere.
Området er genstand for en omfattende offentlig og politisk interesse. Det giver sig bl.a. udslag i løbende ændringer af reglerne på området. Det har desuden den betydning, at virksomheders eventuelle overtrædelser af konkurrencereglerne giver anledning til voldsom - negativ - omtale.
Konkurrencereglerne indeholder 2 forbud, der har stor praktisk betydning, nemlig et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og et forbud mod misbrug af dominerende stilling.
Forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler indebærer et forbud mod at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, såkaldte kartelaftaler. Det omfatter eksempelvis aftaler, der opdeler markeder og aftaler om koordinering af virksomheders adfærd.
Forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling vedrører den situation, at en (eller flere) virksomheder misbruger en dominerende stilling på markedet, som eksempelvis ved at påtvinge urimelige købs- og salgspriser, herunder bindende videresalgspriser, leveringsnægtelse og prisdiskriminering.
Virksomheder, der overtræder reglerne, risikerer at ifalde såvel et kriminalretligt som et erstatningsretligt ansvar.