Advokatfuldmægtig

Som advokatfuldmægtig hos os bliver du en del af et stærkt advokatkontor med særligt fokus på erhvervslivet. Vi har travlt og sætter baren højt – men vi prioriterer også det gode arbejdsmiljø, hvor der altid er plads til humor og en hjælpende hånd.

Vi tilbyder en individuelt tilpasset advokatfuldmægtig-uddannelse, hvor du vil få udfordringer og ansvar fra dag ét.

Udfordringer, som matcher dine karriereønsker

Som advokatfuldmægtig vil du, som udgangspunkt, blive tilknyttet en advokat eller partner, der vil sørge for, at du får spændende opgaver, som matcher dig og dine karriereønsker. Vi ønsker, at du hurtigt får ansvar og selvstændigt står for store dele af sagsbehandlingen og kundekontakten.

Opgaverne vil variere meget, alt efter hvilken afdeling du bliver tilknyttet, og kan eksempelvis bestå af:

  • Bistand i forbindelse med virksomhedsoverdragelser
  • Udarbejdelse af kontrakter
  • Vurdering af diverse juridiske problemstillinger
  • Behandling af konkursboer og rekonstruktioner
  • Juridisk informationssøgning samt vurdering af komplekse juridiske problemstillinger
  • Direkte besvarelse af diverse kundehenvendelser
  • Mødedeltagelse
  • Udarbejdelse af artikler
  • Præsentationer for kunder eller til interne arrangementer
  • Markedsføringsmæssige tiltag

Fælles for alle vores afdelinger er, at du får en forretningsmæssig tilgang til opgaverne med fokus på at skabe resultater og værdi for vores kunder. Vi lægger desuden vægt på, at du i forbindelse med din obligatoriske retssagsprøve får rigtige og egnede retssager.

Et stærkt sammenhold

Du vil blive en del af et stærkt sammenhold, både lokalt på kontoret i Nuuk, men også på tværs af afdelingerne i vores danske moderselskab. På vores kontor i Nuuk har vi et unikt socialt arbejdsmiljø, hvor vi prioriterer sociale arrangementer og et godt samarbejde. Tonen er uformel  og fællesskabet har gode vilkår. Der er altid plads til sparring og en hjælpende hånd. 

Vi er også tæt forbundet med vores kolleger i Danmark. Med over 100 medarbejdere fordelt på fire kontorer, trækker vi på et stærkt maskinrum, hvilket betyder, at vi kan sammensætte det rette team og finde den rådgiver, der passer bedst til hver enkelt opgave. Samtidig deltager vi også i årlige sociale arrangementer med vores kolleger i Danmark, og har et tæt samarbejde på tværs af kontorer og afdelinger.
Vi tager også gerne på ture til udlandet med både fagligt og socialt indhold.

Din personlige og faglige udvikling

Vi sætter din personlige og faglige udvikling højt og ønsker, at du skal have det bedste fundament for din videre karriere. Vi benytter os af interne uddannelsesplaner og afholder normalt 1 årlig MUS-samtale, hvor vi drøfter dine faglige ambitioner og din trivsel i virksomheden.

Udover at du naturligvis deltager i Advokatsamfundets fuldmægtiguddannelse, vil du også kunne deltage i andre relevante eksterne eller interne kurser eller kursusforløb. Vi tilrettelægger sådanne forløb individuelt, men det kan fx omfatte intensiv engelskundervisning, kursusforløb i faglige specialer, coaching-samtaler med særlig fokus på salg og værdiskabelse for kunden.

Da vi er medlemmer af det internationale advokatnetværk LAWorld, har du mulighed for at komme på udveksling hos et udenlandsk advokatkontor, hvis det kan passe ind i den karriereplan, der er lagt for dig. Endvidere kan du også få mulighed for at blive udstationeret i en ekstern virksomhed.

Ansættelsesvilkår 

Vi tilbyder attraktive ansættelsesvilkår og en konkurrencedygtig løn.

Vil du høre mere om vores advokatfuldmægtig-uddannelse, er du velkommen til at kontakte Kasper Skare på telefon (+299) 56 03 88 eller Lotte Hopballe på +45 76 11 54 33.

Rekruttering

Vi anvender et elektronisk rekrutteringssystem. Nedenfor kan du søge på vores ledige stillinger, sende uopfordrede ansøgninger og tilmelde dig vores jobagent. Dine oplysninger og dit CV bliver gemt i vores database, som vi anvender, når vi rekrutterer nye medarbejdere.

Jobansøgninger sendes til vores danske HR-afdeling i Advokatpartnerselskabet Kirk Larsen & Ascanius.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte partner og advokat Kasper Skare på telefon (+299) 56 03 88 eller HR-assistent Lotte Hopballe på +45 76 11 54 33.

Skriv eller ring til os for en snak om karrieremuligheder