Fra den 1. juli 2025 bliver det nu nemmere for private og virksomheder at inddrive skyldige beløb på op til 100.000 kr. i Grønland.
Folketinget har i dag vedtaget Lov om ændring af retsplejelov for Grønland, som indfører regler om betalingspåkrav – en forenklet behandling af inkassosager. Ændringen vil gøre det lettere for kreditorer at inddrive ubestridte pengekrav på op til 100.000 kr. gennem en hurtigere og mere enkel proces ved Retten i Grønland.
Den nye ordning giver kreditorer mulighed for at vælge at inddrive tilgodehavender ved at indgive et betalingspåkrav til Retten i Grønland. Ordningen kan anvendes for forfaldne pengekrav på op til 100.000 kr. Det er dog et krav, at skyldner ikke forventes at gøre indsigelse.
Hvis skyldner ikke reagerer inden for fire uger, giver retten betalingspåkravet en påtegning herom, som derefter får samme bindende virkning som en dom. Kravet kan derefter overgå til tvangsfuldbyrdelse ved kredsretten uden fornyet anmodning.
For virksomheder og andre kreditorer betyder det, at de fremover kan undlade at gennemføre en tidskrævende retssag fra ende til anden og dermed reducere omkostningerne ved inddrivelse af gæld.
Skyldnere beskyttes fortsat, da de har mulighed for at fremsætte indsigelser og anmode om at få sagen genoptaget. Er det tilfældet, må sagen afgøres gennem en almindelig retssag.
Ændringen i retsplejeloven sker efter anmodning fra Naalakkersuisut om, at der i den grønlandske retspleje indføres samme mulighed for forenklet behandling af inkassosager, som der er gældende i Danmark. Med lovændringen, som er tilpasset Grønland, sikres en effektivisering af den grønlandske retspleje i relation til inkassosager. Ændringen kan potentielt betyde både færre retssager og kortere sagsbehandlingstider ved Retten i Grønland, og dermed mere kapacitet til behandlingen af øvrige sager. Samtidig kan det styrke erhvervslivets muligheder for at håndhæve mindre krav effektivt. Det er en velkommen udvikling, der bidrager til et mere forudsigeligt og effektivt inddrivelsesforløb.
Betalingspåkravet skal opfylde en række krav, og vores jurister står klar til at bistå dig med inddrivelsen af dit tilgodehavende. Vi har indgående erfaring med betalingspåkrav, som allerede anvendes i Danmark, og kan sikre, at din sag håndteres korrekt fra start.