Baseret på H.D. 25. september 2023 i sag 101/2022 (1. afd.), Selvstyrets lovbekendtgørelse nr. 1 af 2021-03-26 om markedsføring og mærkning (Markedsføringsloven) samt lovbemærkninger af 28. januar 2015, FM2015/91.
Højesteret afsagde den 25. september 2023 dom i en sag, hvor et forsikringsselskab blev straffet med en bøde på 16,9 mio. kr. for vildledende markedsføring af bilforsikring i reklamefilm. Bøden blev fastsat svarende til det dobbelte af de omkostninger, som selskabet havde afholdt til markedsføringen af reklamefilmene.
Selvom den danske og grønlandske markedsføringslov adskiller sig på flere punkter, kan det ikke udelukkes, at de grønlandske domstole vil tillægge dommen betydning i forhold til fremtidige bødefastsættelser for overtrædelser af markedsføringsloven.
Den grønlandske markedsføringslov indeholder ikke bestemmelser, som specifikt oplister hvilke forhold, der kan have betydning for bødestørrelsens fastsættelse – i modsætning til den danske. Det vil derfor være nærtliggende, at de grønlandske domstole som fortolkningsbidrag må skele til dansk praksis på området. I denne sag har Højesteret udtalt sig klart om den størrelsesmæssige fastsættelse, hvor bøden beregnes til at udgøre det dobbelte af selskabets samlede omkostninger til den pågældende markedsføring.
Ifølge forarbejderne til den danske markedsføringslov, skal der ved strafudmålingen lægges vægt på overtrædelsens grovhed, omfang og den tilsigtede økonomiske gevinst. Derimod ses der ikke at være taget stilling til udmålingsspørgsmålet i de grønlandske forarbejder. Dette vil også være et selvstændigt moment, som taler for, at Retten i Grønland er nødt til at inddrage danske afgørelser ved pådømmelse af bøder.
Hvis du har lyst til at læse mere om sagen, har vi nedenfor gengivet et kort referat af sagsforløbet.
I 2016-2017 lancerede forsikringsselskabet T A/S reklamefilm til promovering af deres bilforsikringer, hvor de fremsatte udsagn som: "Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op." I de kontraktmæssige betingelser for bilforsikringen blev det specificeret, at selve grundlaget for forsikringen var policen, eventuelle tillæg til policen samt forsikringsbetingelserne. Forsikringsbetingelserne indeholdt vilkår om, at T havde ret til at hæve prisen på forsikringen efter en skade, hvilket også medførte udskydelse af den årlige præmiereducering og en stigning i selvrisikoen for forsikringen.
Spørgsmålet, der blev behandlet af Højesteret, drejede sig især om, hvorvidt T havde krænket forbuddet mod vildledende markedsføring i markedsføringsloven med deres reklamefilm for bilforsikringen. Højesteret fastslog, at det afgørende aspekt i vurderingen af, om markedsføringen af en forsikring er vildledende, er produktets karakteristika, sådan som de er beskrevet i de aftalte vilkår for forsikringen.
Derudover fastslog Højesteret, at udsagnet i reklamefilmen var egnet til at give den gennemsnitlige forbruger indtryk af, at en skade ikke ville have økonomiske konsekvenser for kunden, og at T dermed ikke ville have beføjelse til at hæve præmien i tilfælde af en skade. Ikke desto mindre havde T ifølge forsikringsvilkårene ret til at justere prisen efter en skade, og Højesteret afgjorde derfor, at udsagnet i reklamefilmen var vildledende. Dertil kom det, at en skade ifølge forsikringsvilkårene i visse tilfælde ville medføre udsættelse af præmiereducering og en stigning i selvrisikoen for forsikringen. Højesteret fandt derfor, at reklamen i denne sammenhæng også var vildledende, da væsentlige oplysninger blev udeladt.
Højesteret påpegede, at det ikke havde betydning for bedømmelsen, om T senere undlod at anvende deres rettigheder i forsikringsvilkårene til at hæve prisen eller selvrisikoen efter en skade eller udskyde den årlige præmiereducering. Konsekvensen var, at T blev erklæret skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsforbud. Højesteret besluttede efterfølgende at pålægge forsikringsselskabet en bøde på 16,9 mio. kr., svarende til det dobbelte af de omkostninger, som selskabet havde afholdt i forbindelse med markedsføringen af reklamefilmene.