20. okt. 2026

Lov om søfarendes ansættelsesforhold på vej til Grønland

Grønlandske søfarende og fiskere står til at få et væsentligt styrket ansættelsesretligt værn, når lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. sættes i kraft for Grønland. Samtidig pålægges rederier og arbejdsgivere indenfor det maritime område nye pligter, som bør forberedes i god tid.

Loven indføres for første gang i Grønland

Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. har aldrig tidligere været sat i kraft for Grønland. Med den kommende kongelige anordning vil loven som udgangspunkt komme til at gælde for alle skibe registreret i det danske skibsregister med hjemsted i Grønland. Der foretages alene mindre tilpasninger som følge af særlige grønlandske forhold og henvisninger til grønlandsk lovgivning. 

På nuværende tidspunkt forventes loven at træde i kraft den 1. februar 2027. Udover selve loven ventes op mod  30 tilhørende bekendtgørelser at bidrage til reguleringen af loven.

Hvad indebærer de nye regler?

  • Skriftlig ansættelseskontrakt: Søfarende og fiskere får krav på skriftlige ansættelses- og hyrekontrakter.
  • Prøvetid, opsigelse og fratræden: Loven regulerer blandt andet prøvetid og angiver de nærmere regler for afskedigelse, herunder hvornår en søfarende kan kræve sin afsked.  
  • Erstatning og fri hjemrejse: Den søfarende får ret til erstatning og fri hjemrejse i visse tilfælde i forbindelse med afskedigelse.  
  • Sygdom og pleje: Der indføres udvidede rettigheder i forbindelse med sygdom, herunder regler om sygehyre, lægetilsyn og tilskadekomst.
  • Graviditet og barsel: Reglerne omfatter blandt andet rettigheder i forbindelse med graviditet og barsel, herunder også regler om graviditets- og barselshyre. 
  •  Alvorlige familiemæssige forhold: Loven indfører ret til tjenestefrihed for den søfarende ved alvorlige familiemæssige forhold, herunder bl.a. sygdom og ulykke.
  • Rederens ansvar: Rederen skal sikre, at loven overholdes, uanset om rederen rent faktisk er den søfarendes arbejdsgiver.

Hvad bør rederier og arbejdsgivere gøre nu?

Berørte rederier og arbejdsgivere bør allerede nu gennemgå deres ansættelses- og hyrekontrakter og personalepolitikker for at sikre, at de lever op til kravene i loven.  

Kirk Larsen & Ascanius har siden 1973 ydet juridisk rådgivning inden for det maritime område og har således et indgående kendskab til de særlige forhold, der gør sig gældende for branchen. Har din virksomhed spørgsmål til de kommende regler, eller ønsker I hjælp til gennemgang og opdatering af ansættelses- og hyrekontrakter, personalepolitikker eller interne procedurer, er I velkomne til at kontakte Kirk Larsen & Ascanius Greenland for en nærmere drøftelse af konsekvenserne for jeres virksomhed.